Fjernvarmesagen i Guderup: Forudsætningen manglede allerede fra start
Der har i lang tid floreret mange historier om LINAKs rolle i fjernvarmeudrulningen til Guderup.
Vi har hørt, at LINAK skulle have betalt for transmissionsledningen, at de “trak sig i sidste øjeblik”, eller at en aftale bortfaldt, fordi SONFOR missede en deadline.
Vi har d. 18-11-2025 haft et møde med LINAK, hvor Bent Jensen og virksomhedens Facility Manager gennemgik deres side af sagen.
Én ting står nu helt klart:
- LINAK har været og er fortsat interesseret i fjernvarme på de rigtige betingelser, men man har aldrig givet tilsagn om at blive tilsluttet fjernvarmen.
- Der har aldrig eksisteret en betinget aftale.
- LINAK har ikke betalt for hele eller dele af transmissionsledningen til Guderup.
LINAK oplyste samtidig, at de har brugt ca. 5–7 mio. kr. på at undersøge muligheden for tilslutning, og at de nødvendige arbejder inden for deres egen matrikel ville koste 20-33 mio. kr. afhængig af valg af leverandør.
Med SONFORs varmepriser ville en sådan investering aldrig kunne tjene sig hjem.
Derfor blev fjernvarme aldrig et realistisk valg for LINAK.
Projektforslaget fra maj 2021 – hvad stod der faktisk?
I projektforslaget “SDRBFORS-2021-001 – Projektforslag Maj 2021 med bilag” indgår LINAK som en fast og afgørende forudsætning for projektets gennemførelse.
Det står sort på hvidt:
Afsnit 5.3 – Tilslutning:
“En forudsætning for projektets gennemførelse er, at der bliver indgået en betinget kontrakt med storforbrugerne.”
Afsnit 13 – Følsomhedsanalyse:
“Da Linak og de kommunale ejendomme altid forudsættes tilsluttet, er projektet således marginalt følsomt overfor ændringer …”
Det betyder:
- projektet kunne ikke gennemføres uden en forhåndsaftale med LINAK
- både selskabsøkonomien og samfundsøkonomien var bygget på, at LINAK deltog
- kommunens godkendelse hvilede på netop denne forudsætning
Men efter alt, hvad vi nu ved:
Der fandtes ingen aftale.
Der fandtes intet tilsagn.
Forudsætningen var ikke opfyldt.
JV-artiklen fra 5. maj 2022 bekræfter tidslinjen
I JydskeVestkysten den 5. maj 2022 står der:
“Hos Linak er man lige nu i gang med slutforhandlingerne om arbejdet …”
Link: https://jv.dk/soenderborg/bent-jensen-traekker-millioner-op-af-lommen-for-at-slippe-for-gas
Det er mere end et halvt år efter, at projektet:
- blev godkendt
- fik revideret budgetterne
- og blev sat i gang sidst i 2021
Alligevel var LINAK i maj 2022 stadig i forhandling — ikke tilmeldt, ikke aftalt, ikke godkendt.
Det bekræfter:
→ Der fandtes ingen aftale i 2021, da projektet blev igangsat
→ Forudsætningen i afsnit 5.3 var ikke opfyldt
→ Antagelsen i afsnit 13 var ikke opfyldt
Januar 2022 – Historisk oversigt og ProjectZero-masterplanen
Her fremgår det, at “Forsyning er sidst i 2021 startet udrulningen af transmissionsnettet til Guderup.”
Samtidig henvises der til ProjectZero-masterplanen, som byrådet godkendte lige før jul 2021.
Planen beskriver, hvordan Sønderborg Kommune skal blive CO₂-neutral i 2029 – og fjernvarmeudrulningen i Guderup blev nævnt som et led i den samlede strategi.
Når man læser dokumenterne i dag, kan man dog stille spørgsmålet:
Var beslutningen om at sætte projektet i gang primært drevet af varmebehov og realisme – eller af et forblændet ønske om at levere et forceret resultat til kommunens klimamål?
Januar 2024 – Bestyrelsesreferat
“Bestyrelsen bad om en orientering af status på opkobling til Linak.”
Over to år efter projektets start spørger bestyrelsen for første gang ifølge referaterne til sagen.
August 2025 – Forbrugermøde
Da SONFOR bliver spurgt direkte, hvorfor LINAK ikke blev en del af projektet, lyder svaret:
“LINAK er ikke en del af vores kundeportefølje på nuværende tidspunkt, men vi har dimensioneret og forberedt ledningsnettet, så der er kapacitet, hvis de ønsker at tilslutte sig.“
Problemet med dette svar er:
- det fremstiller LINAKs tilslutning som om det ikke var en forudsætning for projektet
- men projektforslaget viser, at deres deltagelse var en betinget forudsætning
- SONFOR svarer uden at nævne, at projektet aldrig opfyldte sin egen grundbetingelse
Det helt store spørgsmål
Når vi nu ved, at LINAK aldrig gav tilsagn,
at der aldrig blev lavet en betinget aftale,
og at projektet alligevel blev sat i gang,
så står ét spørgsmål tilbage:
Hvordan kunne Sønderborg Forsyning (nu SONFOR) igangsætte fjernvarmeprojektet i Guderup, når projektets egne forudsætninger aldrig var opfyldt?
Derfor kræver situationen nu en uvildig undersøgelse
Det her kræver en uvildig undersøgelse – ikke flere bortforklaringer.
Når et projekt igangsættes uden, at den helt centrale betingelse i projektmaterialet er opfyldt, er der tale om en beslutning, der må afdækkes til bunds.
Vi har brug for at få klarlagt:
- hvordan projektet kunne starte uden en betinget aftale
- hvem der traf beslutningen
- hvornår hvem vidste, at der ikke fandtes nogen aftale
Det her handler om ansvarlighed.
Det handler om tillid.
Og borgerne på Nordals har krav på en forklaring — baseret på fakta og ikke på formodninger.
SDRBFORS-2021-001-Projektforslag Maj 2021 med bilag
3.1. 20220111 – Historisk oversigt over udviklingen i Nordals fjernvarmeprojektet
Beslutningsreferat_online-bestyrelsesmoede-18.-januar-2024-2.0